Gåsepigen

… blev jeg, da jeg gik på netbank for at betale en regning. Et par dage for sent – det er hårdt at blive konfronteret med den barske virkelighed, min konto normalt er et billede på. Det tager mig gerne mindst en uges tid at forberede mig på den slags katastrofesyn.

Så stor var overraskelsen, da saldoen viste sig ikke bare at være positiv; men endda så positiv, at både den aktuelle samt månedens øvrige regninger så rigeligt kunne betales.

Endelig noget positivt ved at have været så syg, at jeg ikke kunne foretage mig noget: så bruger jeg heller ingen penge.

Nej, det er ikke det, der står i avisen om en, hvis man er død af overvægt.

Her gik jeg og troede, at Georg bare var en buttet kat. Men næh, han havde altså en fedtnekrose: en ordentlig klump dødt fedtvæv, som sad og gyngede under hans mave.

Jeg opdagede, at han havde en stor bule og hev ham til dyrlægen. Mange sting og godt 4.000 kr. senere fik jeg ham hjem, minus denne lækre ansamling:

Dyrlægen var helt imponeret over, hvor meget der var – og det kan jeg da egentlig godt forstå.

Georg skulle så holdes inden døre, indtil stingene skulle fjernes. Da naboen kom over, skyndte jeg mig derfor at hive ham ind, så katten ikke rendte ud. Jeg prøvede at forklare, hvad katten var blevet opereret for. Men det kom vistnok til at lyde, som om jeg lige havde smidt fire tusind kroner for en fedtsugning. Til en kat. Naboen udbrød chokeret, at jeg kunne have købt 400 nye katte for de penge. Haha!

Nå, men Georg har det fint nu, selv om han viste sig at være allergisk over for stingene, så han faktisk blev syet hele to gange. Der var en overgang, hvor jeg nærmest kørte i pendulfart med den stakkels mjavende kat. Det var lige før, han vænnede sig til det. Men også kun lige før.

Eller i hvert fald siden kusine Annes bryllup – og det havde kostet mig 1.375 kr. dengang. I aften sidder det mindst lige så godt – og jeg skal ingen vegne hen. Øv.

Nå jo, jeg skal da lige hen i firmasport og hente fadene fra de 125 (ja, et-hundrede-fem-og-tyve) kager, som jeg afleverede der i dag. Der var de sødeste regnbuecupcakes med hvid marengsfrosting og guldglimmer, som havde taget omkring to timer at få i ovnen. Jeg laver dem nok aldrig igen… Og så var der glade, gule smileyface cake pops, sat op på et hjemmelavet tårn af flamingo pakket ind i sølvpapir. Og chocolate butter cupcakes med blåbærcreme med hvid chocolade, pyntet med miniroser. Og chokoladebrownies med karamelliserede abrikoser. Og jeg glemte at tage billeder. Øv.

Keld er åbenbart i forårsstemning og lagde et æg i forgårs. Han har også bygget rede – i gåsehuset. Men ægget lagde han nu ovre hos John. Yay!

Må jeg præsentere det nyeste medlem af familien: Pjevs.

Navnet har jeg ikke valgt, men det er vist desværre meget rammende. Jeg er bange for, at han ikke kommer til at holde så længe – han opfører sig ikke, som en sund undulat bør. Nu har jeg vedtaget, at han skal en tur til dyrlægen, og så må vi se. Han er ca. 10 år gammel, og det er begrænset, hvad jeg vil udsætte ham for af behandling.

Til trods for udseendet virker han til at være en glad lille fugl. I dag var han ude en lille tur, men han flyver ikke ret gerne – og er heller ikke spor i træning. Til gengæld vil han gerne sidde på min finger.

Og jeg kan bevise det: Denne buket ankom med bud – helt fra Norge – i anledning af, at jeg er fantastisk. Det stod der selv på kortet. Spørg lige, om det fik humøret op!

Tak til min yndlingsbror og min favoritRakel!

Jeg fandt denne her på terrassen, nydeligt placeret ved Kelds sovehynde:

Næsten 40 cm. og 362 gram. Eeeuw!

Lene tog mig med på sundhedsmesse i Scandinavian Center, og her er resultatet:

Er de ikke fine? De længe ønskede Vibram Fivefingers sidder på mine fødder nu, og der kan de såmænd blive siddende, så længe det skal være. De har plads til alle mine tæer, og jeg glæder mig til lidt tørrere (læs: mindre mudret) føre, så de også kan komme udenfor.

Det endte med modellen med snørebånd; de andre modeller sad underligt på min fod. Man bliver lidt ubehageligt overrasket over, hvor lidt man egentlig har føling med sine tæer, når man skal montere sådan et par sko. Heldigvis var det ikke et ukendt problem for ekspedienterne, og de uddelte gavmildt råd om at mærke efter oven på skoen med fingrene, mens man tager skoen på. Alligevel kom jeg på et tidspunkt alvorligt i tvivl om, hvorvidt en af mine tæer var forsvundet.

800 kostede de små bæster. Det virker lidt hampert for noget, der ikke er lavet af guld, men komforten er fantastisk. Og jeg kan have mine tåsokker på i dem uden problemer.

Nå ja, og så var jeg også til eksamen. Eller prøve? Nej, snarere test. WTF, jeg bestod! Det var en lungefunktionstest. Som autoriseret skorsten var jeg altså lidt nervøs. Men foreløbig er det altså ikke lykkedes mig at ødelægge mine blæsebælge uopretteligt. Jeps, der stod “normal” nede i bunden af udskriften. Den må jeg få rammet ind. OG sende en kopi til psykiateren… ta’ den!

Så fik jeg prøvesmagt tykmælken. Det var ikke så godt. Måske skulle den have syrnet lidt længere. Den blev tyk, men smager næsten ikke surt. Nu har jeg stillet den ud i stuen igen, så den kan lære det!