Gåsepigen

Keld og jeg havde 12.-13.-14. februar besøg af Kelds personlige designer. Hun og Keld blev enige om, at forårets bordeaux-trend ville stå fint til Kelds lyse teint og spirende krokusser, så Keld endte weekenden i en skræddersyet velouragtig blesele med masser af plads til æggemave og bevægelse.

Keld afregnede lørdag ved at lægge hele to æg inden for kun én time. De blev til røræg, som vi spiste til morgenmad med bacon og amerikanske pandekager. Lækkert!

Efter morgenmaden (tak for mad, Keld) skulle Keld så møde endnu et designindslag i kategorien “fjerkræ”: Gåselampen. Den har rejst fra Amager til Århus via Ballerup, endnu et sted i København og Vestbjerg. Utallige familemedlemmer (onkel Dan) og naboer har været involveret i den farefulde færd, som vel bedst kan sammenlignes med Nils Holgersens forunderlige rejse.

“Ja, det er dig, jeg taler til!”

“Virker til at være den tavse type.”

Keld studerede sin tvilling (det er lampen til venstre) uden den store entusiasme, men han tyggede da lidt i den og var i hvert fald ikke bange for den. Det er jeg til gengæld: Hver gang jeg får øje på den i udkanten af synsfeltet, tror jeg, det er Keld, der er hoppet op på bordet. Undtagen om aftenen, når der er lys i, så er bare hyggelig.

Jeg elsker den og har nu fået sat en timer på, så den tænder og slukker automatisk hver aften.

Den 8. februar fik Keld besøg af sin “rigtige” far og mor, Niels Jørgen og Grethe. Det var med bævende hjerte, Niels Jørgen havde afleveret en otte dage gammel Keld til mig den 21. juni, så han var meget spændt på at se Keld igen.

Det viste sig, at Keld er en meget fin racegås, en Hvid Italiener. Han er endda udstillingsegnet, og ville efter NJ’s mening kunne opnå 96-97 point. Wow! Nu kræves der så en speciel fodring, og jeg ville aldrig kunne nænne at aflevere Keld til et udstillingsbur, men det er da meget rart at vide.

Keld tog pænt mod sine gæster, selv om han ikke helt virkede til at kunne genkende dem. Men det kunne mærkes, at de var vant til gæs, så Keld færdedes hjemmevant og trygt blandt dem. Nu glæder vi os så til starten af juli, hvor vi skal på udflugt til Kelds fødegård. Niels Jørgen og Grethe har nemlig en prægtig rosenhave, som gerne skulle stå i fuldt flor til den tid.

Lene tog mig med på sundhedsmesse i Scandinavian Center, og her er resultatet:

Er de ikke fine? De længe ønskede Vibram Fivefingers sidder på mine fødder nu, og der kan de såmænd blive siddende, så længe det skal være. De har plads til alle mine tæer, og jeg glæder mig til lidt tørrere (læs: mindre mudret) føre, så de også kan komme udenfor.

Det endte med modellen med snørebånd; de andre modeller sad underligt på min fod. Man bliver lidt ubehageligt overrasket over, hvor lidt man egentlig har føling med sine tæer, når man skal montere sådan et par sko. Heldigvis var det ikke et ukendt problem for ekspedienterne, og de uddelte gavmildt råd om at mærke efter oven på skoen med fingrene, mens man tager skoen på. Alligevel kom jeg på et tidspunkt alvorligt i tvivl om, hvorvidt en af mine tæer var forsvundet.

800 kostede de små bæster. Det virker lidt hampert for noget, der ikke er lavet af guld, men komforten er fantastisk. Og jeg kan have mine tåsokker på i dem uden problemer.

Nå ja, og så var jeg også til eksamen. Eller prøve? Nej, snarere test. WTF, jeg bestod! Det var en lungefunktionstest. Som autoriseret skorsten var jeg altså lidt nervøs. Men foreløbig er det altså ikke lykkedes mig at ødelægge mine blæsebælge uopretteligt. Jeps, der stod “normal” nede i bunden af udskriften. Den må jeg få rammet ind. OG sende en kopi til psykiateren… ta’ den!

Faster Jytte havde taget initiativ til og inviteret til fornem frokost den 24. i anledning af, hvad der kunne have været farfars 100 års fødselsdag – hvis han altså havde levet så længe. Jeg kan kan godt lide mærkedage, og når man kan fejre afdøde forfattere og statsoverhoveder, kan man så afgjort også fejre farfar.

Og så var det jo en glimragende lejlighed til at få lov at lege med noget kage. Jeg havde i flere uger luret på en teknik med mønstrede kagesider og besluttede, at en 100-års dag så absolut var passende. Det viste sig, at frokosten var noget af en gourmetbegivenhed med mange kolde og lune anretninger, så de lidt formelle dessertkager passede fint ind. Selv om jeg ikke helt kan udtale navnet. Det gik lidt nemmere med de øvrige retter – jeg nævner i flæng: sild, lune tarteletter med rejer, små mørbradbøffer med champignoner og bløde løg. Jeg skulle slet ikke nødes til at tage fire gange af sidstnævnte.

Kagesiderne er en mandel-spongecake, som smager vildt godt. I bunden er der et stykke marcipankage, og så er der fyldt op med piña coladacreme og toppet med hindbærmousse.

Hmmm, det minder mig om noget; ved ikke lige hvad…

<!– WriteFlash('’); //–>