Gåsepigen

Yes, det ruller gonnok for moi for tiden. Tror faktisk, jeg snart er ved at være helt frisk igen. I dag har jeg:

– spist morgenmad (og det endda før det blev mørkt)
– sat fløde til syrning (til hjemmelavet smør; det skal da prøves)
– sat mælk til syrning (til hjemmelavet tykmælk – det skal da også prøves)
– afleveret biblioteksbøger (til tiden!!!)
– børstet tænder (det burde man selvfølgelig gøre hver dag, men for mig er det stort)
– vasket op (det hele; undtagen den kniv, jeg ikke kan finde og pizzahjulet, som også er blevet væk)
– smidt skraldeposen ud (den havde altså også næsten top på)
– lavet aftensmad til mig selv (dvs. varmet færdig karrysuppe og smidt frossen kamut og rejer i, men alligevel, det tæller)
– bagt italienske julesmåkager (efter mors opskrift, og de skal endda bages to gange, men de smager himmelsk)
– skrevet og sendt et brev (og pyntet kuverten med glimmerklistermærker, yay!)
– ringet og fortalt Lene om en artikel om skydedøre i GDS (inden jeg vel at mærke selv havde fået den læst)
– skrevet et par mails og et par forumsvar (nå ja, og så det her indlæg)

Wow! Hvad skal det ikke ende med? Jeg magter snart ALT! Nu skal jeg så bare lære at gå tidligt i seng. Og så selvfølgelig falde tidligt i søvn. Men klokken er hverken tre eller fire endnu, så det hjælper da på det.

– det er mig! Er de ikke fine? Og se, hvor de skinner og funkler:

De mørke er marcipan med pecannødder og ahornsirup.

De lyse er marcipan med frysetørrede jordbær.

“Ebony and ivory, live together in perfect harmony, side by side on my dinner table, oh lord, why don’t weeee?”

Tja, i skrivende stund er året kun to en halv time gammelt, men det har allerede budt på rigeligt med spænding og action.

Omkring midnat var jeg lige til at hælde i seng. Jeg havde holdt mig vågen for at se, om Keld ville gå i panik over nytårsskyderiet. Han virkede dog kun lidt nervøs, da han kom ind for at spise.

Men så kommer brandbiler med udrykning drønende lige forbi, og et kig ud af vinduet viser flammer og røg mod syd. Mig ud ad døren for at se, hvor det er. Det var heldigvis ikke flinke folks hus, der var ild i. Jeg piskede så over til John for at få navn og adresse på ejeren. Da jeg kom tilbage, var politiet dukket op, og så kunne de få oplysningerne.

Nå, tilbage til en mørk udestue med en noget utilfreds Keld. Han kommer ud og går sporenstregs i bad. Jeg bliver hængende oppe og spiller lidt Frontierville for at få adrenalinen ud af kroppen. Så vil Keld ind og have en bid natmad, og i det samme kommer Leo stolt anstigende med en solsort. Levende! Og tilsyneladende uskadt. Den har dog ikke meget hale tilbage.

Jeg varmer den i hænderne og giver den lidt vand, og den begynder så småt at trække vejret igen – og bide mig. Den virker efterhånden frisk nok, så mig ud med en lommelygte for at finde et passende Leosikkert sted til den. Det bliver ligusterhækken, og jeg jager den ind midt i, så den forhåbentlig kan sidde trygt og komme sig over chokket.Her sidder den lille fyr og kigger forskræmt ud mellem grenene. Kryds fingre for den!

Så er der billeder på det nye Galleri Keld!

Leo har efterhånden aflivet og afleveret dusinvis af rotter, men her den anden dag havde en af dem åbenbart sat sig til modværge. Et stykke af Leo’s kind – lige ved siden af næsen – var bidt løs, så han måtte et smut omkring dyrlægen. Problemet var at få fat i ham i åbningstiden. Det løstes ved, at han i går eftermiddags stolt kom og afleverede endnu en rotte. Han blev fluks puttet i transportkassen og skibet af sted til Brabrand.

I dag hentede jeg ham, og nu fortryder jeg, at jeg ikke fik taget et “før”-billede. Dyrlægen har lappet ham så fint sammen, at man simpelthen ikke kan se, hvor såret er. Og det så ellers ret drabeligt ud – som om en 5 mm bred mejsel havde forsøgt at hakke et næsten kvadratisk stykke af. Stykket hang og flandrede, men nu kan man altså ikke se noget som helst.

Eneste bevis er dyrlægeregningen – vores dyrlæge er altså sjov:

Claes og Sae fra have 82 havde længe lyttet til en insisterende gnaven under huset hver nat. De investerede i en fælde, fangede en mus og håbede, problemet så var løst. Det var det ikke. Torsdag nat gik en rotte i fælden, og det fjernede gnaveriet. Så var der kun rotten tilbage.Rottemanden kunne komme mandag, men kræet skulle jo helst aflives inden. Og den aggressive gnaver var jo ikke lige til at lukke ud og stille under en sko. Sae mente, det ville bringe dem uheld, hvis de slog rotten ihjel her lige inden, de skulle ud at rejse. Og så blev problemet eksporteret til have 35.https://youtube.com/watch?v=qyK6bCroATY%3Fhl%3Dda

Heldigvis var ny nabo Troels klar med en sømpistol, som kombineret med min kompressor blev til et yderst effektivt præcisionsvåben. ADVARSEL: Stærke scener! Små børn bør lægges i seng! Sarte sjæle bør se vejrudsigt i stedet!https://youtube.com/watch?v=gnxSgTRYupE%3Fhl%3DdaTam-daa, exit rotte. Den fik gonnok lige et par ekstra søm for en sikkerheds – og for Troels’ kammerats – skyld, men Troels havde ramt plet i første hug. Claes kom og hentede den, så rottemanden kunne besigtige den mandag. I mellemtiden har de fanget endnu en rotte i nr. 82, men Claes fortalte mig hviskende, at han selv havde ekspederet den. Hm, håber ikke karmaen kommer efter ham.

Mandag var der besøg af mor, yay. Jeg slog drømmesengen op til mig selv i stuen og overlod ædelmodigt sengen til hende (ville helst have veludhvilet mor med til læge tirsdag). Jeg overvejede længe Kelds placering: enten sammen med kendt ansigt i nye omgivelser eller sammen med nyt ansigt i kendte omgivelser. Vi forsøgte det sidste – succes!Kelds lidt skeptiske ansigtsudtryk opvejes til fulde af mors tillidsvækkende smil. De to sov roligt sammen, indtil Keld ved solopgang forsøgte at fjerne mors frisure samt at glatte hendes ører.

Jeg havde kogt et par økokyllinger i en lidt overmodig satsning på at nå at få lavet pandekager med kyllingefyld, namnam. Det lykkedes dog med lidt forsinkelse at få en portion færdig til aftensmad. Lægebesøget var vist vellykket; min nye læge virker vældig flink og lyttende. Jeg gik til gengæld helt kold derefter og fik ikke udrettet mere den dag, til trods for det flotte vejr.

Fredag formiddag kiggede “de gamle” forbi et par timer, men denne gang var de en trio – onkel Arne fra Ølstykke var med. Han havde endda medbragt en flot, hjemmeavlet syrisk rose med violette blomster. Planten bliver til et blomstrende træ på et par meter, så den skulle kunne modstå Keld.

Keld kunne til gengæld ikke modstå et par nypudsede sko med lækre snørebånd. Her følger en lille sekvens med besøget i gåseperspektiv:

https://youtube.com/watch?v=BKUMVvXe3Uo%3Fhl%3Dda