Gåsepigen

Ja, det tror jeg nok, de kan. Faster Anna kan i hvert fald:

Hvis jeg ikke har opdaget hende, udstøder hun et højt, skarpt “PIP”, så jeg kan få knæene med håndklædet drejet hen under kassen.

Serviceniveauet er i det hele taget højt her i have 35. Der bliver hver morgen gravet friske græstørv, og John forstår at holde håndklædet, så faster Anna kan nå græsset uden at rejse sig:

I dag tog vi igen på udflugt til Margits have, og efter en omgang intensiv græsning og en lur trænger en lille gispende varm gås åbenbart mest til en krammer. Der må næsten være lidt bjergged i hende:

Hun vokser og vokser – i dag er æggetanden helt væk, og hun er begyndt at skifte hud på ben og fødder. Den gule babyhud, som i sidste uge hang i ål omkring benene, skaller nu af og giver plads til nyt, lyserødt skind.

I går morges vejede hun 270 gram. Her til aften var vægten steget til 370 gram. Det er altså imponerende på kun halvandet døgn!

Hendes kasse, som er bunden af en kattetransportkasse, har vist sig at være en rigtig god ide. Hun føler sig tryg i den, det er nemt at have hende på et bord eller en stol, og hun kan svine lige så tosset hun vil i den. Underlaget er halvdelen af et engangs-skifteunderlag til babyer. Vi samler så vidt muligt hendes klatter op med et stykke papir, så de ikke ligger og samler sig, og så holder underlaget snildt et helt døgn.

Hun er dog ved at vokse fra kassen. Heldigvis er der anskaffet en ny og meget større model, som forhåbentlig bliver godkendt af faster Anna. Hun virker foreløbig som en meget tolerant gås, så det kommer sikkert til at gå fint. For eksempel accepterede hun i dag uden videre nogle nyindkøbte grønne håndklæder, og den røde kasket, John havde taget med til hende, blev også invaderet med det samme.

Andton var vældig interesseret i faster Anna og kom op fra søen for at nærstudere hende. Hun tog det ret roligt; lod ikke til at ænse ham overhovedet.

I går var der så godt vejr, at vi var på vej til at have kogt gås i udestuen. Derfor pakkede vi mad- og vandskål og dappede over til Margit. Her kom faster Anna på friland for første gang.

Hun kastede sig straks over den “kæmpestore græstørv” og spiste og spiste og spiste. Hønsene skelede lidt til hende, men de følte ingen trang til nærmere undersøgelser. Ænderne derimod var vældig nysgerrige. Da faster Anna fik øje på dem, blev hun bange og styrtede hen i sikkerhed. Men da Andton lidt senere kom helt tæt på, tog hun ingen notits af ham. Andton kunne vist ikke helt bestemme sig til, om hun skulle jages væk eller ej. Han stod længe med svagt rystende hals og iagttog hende. Men han må have besluttet sig for, at vi tre mennesker nok skulle kunne holde en gæsling i skak.

Faster Anna fik også afprøvet sin nye, større vandskål. For fem dage siden var den for stor for hende, men nu passer den fint. Da jeg vejede hende i morges, havde hun næsten fordoblet sin vægt i løbet af de sidste fire dage: fra 140 til 270 gram!

Faster Anna virker slet ikke til at være bange for andre mennesker – endnu da. På et tidspunkt prøvede hun at kravle op på Margits ben, og hun hyggede sig også godt oppe under Margits hage. Samtidig virker det dog helt klart til, at hun genkender både mig og John. Da John kom i dag, hilste hun begejstret på ham og prøvede at kravle over til ham.

Den første græstørv var måske ikke helt vanvittigt frodig, da den blev sat i faster Annas kasse, men der var dog friskspiret græs i den:

Ved dagens slutning skulle man lede lidt grundigere:

Faster Anna er nu på sin tredje græstørv, og vi forventer at starte den fjerde i dag. Der er opnået tilladelse til at raide Linneas drivhus for skønne totter af senegræs – dem skal hun åbenbart ikke selv bruge.

I går blev der sat punktum for Cæsar og Cleo. Nabo Troels havde glædet sig til at “slå to af sine larmende naboer ihjel med en økse”, og han mødte op med en skarpsleben en af slagsen. Begivenheden tiltrak sig publikum; både Tina, Trine, Heidi og Rune overværede seancen. Hurtigt og effektivt røg der et par hoveder, og gæssene opdagede slet ikke, hvad der foregik. John underholdt faster Anna imens og havde sørget for bøddelgaven; et par påskebryg.

Knap så hurtig og effektiv gik plukningen. Fjer og dun sad som svejset fast selv efter skoldning, så jeg fortsætter i dag med finpudsning og udtagning.

Det blev en lang dag for faster Anna, men hun har heldigvis et godt sovehjerte:

Den lille gås stortrives og bliver mere og mere livlig for hver dag. Hun var på vægten i går og ramte 140 gram. I dag var hun allerede røget op på 185 gram!

Da der var allervarmest, fik hun lov til at løbe lidt rundt på gulvet. Hun fandt straks en lille sten, som hun kastede rundt med og tyggede i. Derudover var gulvet ikke særlig interessant, så hun fik en lille klump græstørv op i kassen. Det var et hit:

Både Leo og Georg har fået “fornøjelsen” af faster Annas selskab i dag. De tog det begge ret pænt, selv om faster Anna straks gav sig til at rykke hår ud af deres pels. Leo var afgjort mest tålmodig. Jeg håber, hun vil få det godt med dem.

Faster Anna lagde sin første bæ nogensinde under hjemturen fra Niels Jørgen og Grethe. Bæen blev lagt på Johns bukser, og det overvejes seriøst at klippe stykket ud og indramme det. Det virker i min optik som en god ide – eller i hvert fald som et fornuftigt alternativ til aldrig nogensinde at vaske bukserne igen.

Og lidt tættere på:

Nu, hvor faster Anna er begyndt at spise og drikke, har hendes bæer skiftet farve fra galdegrøn til beigebrun. Og der er monne!

Her er lige et par billeder af den bedårende lille tennisbold:

I eftermiddags var John og jeg ude for at hente faster Anna. Niels Jørgen havde ringet i formiddags om, at hun var klækket i nat, så jeg har gået rundt med et kæmpestort smil klistret i ansigtet hele dagen.

Hun har stadig lidt æggetand og er ikke begyndt at spise endnu, men det skal hun nu nok snart komme efter. Lige nu ligger hun og sover på mit skød, mens hun småkvidrer. Jeg tror ikke, hun har været tavs i mere end 30 sekunder, siden hun ankom ved 18-tiden.

I morgen skal hun med mig til tandlæge. Jeg gætter, de ikke har set en æggetand på klinikken før.

Efter lang tids sygdom døde Keld den 8. august. Han vil blive savnet.

Forløbet var langvarigt og hårdt, men der var håb næsten til det sidste. Keld var en fantastisk gås, og jeg var sikker på, at vi skulle blive gamle sammen. Men et æg satte sig fast, og trods operation, antibiotika, sondemad og en enestående indsats fra dyrlægerne klarede Keld ikke kampen.

Her er Keld i bad hos dyrlægen, mens han snakker i telefon med John: