Jeg sad i dag og filosoferede over tilværelsen (læs: spillede Castleville på Facebook), da jeg hørte høj og langvarig flapren af vinger fra udenfor. Og sørme, miraklet var sket: Keld var – frivilligt – gået i sit fine gåsebassin og var i gang med en større omgang kropsvask. Mig ind og hente kameraet, tænde med rystende hænder og fotodokumentere denne enestående og sjældne naturoplevelse:
(Den ho-ho-ho-ende julemandslyd er fra Castleville, og bombelyden er væguret, som i forbindelse med julerengøringen fik nyt batteri. Damn, hvor det tikker højt!)
Keld har ikke været i bassinet siden april, hvor han vist blev bange for nogle trådalger. Undtagen en enkelt gang i cirka juni, hvor han faldt i (jeg prøvede at lokke ham i med godbidder, og så strakte han sig for langt) og to ultrakorte ture i september, tror jeg, hvor tricket med godbidderne virkede efter hensigten. Men de tre gange er han pisket skrigende op med baskende vinger, som om han havde fået øje på et gåsefodsspisende monster på bunden af bassinet.
I dag tog han sig en ordentlig badetur på ti minutter, hvorefter han roligt sejlede hen til kanten og gik på land:
Nuj, hvor jeg håber, han vil fortsætte med at bruge bassinet!
