Den 8. februar fik Keld besøg af sin “rigtige” far og mor, Niels Jørgen og Grethe. Det var med bævende hjerte, Niels Jørgen havde afleveret en otte dage gammel Keld til mig den 21. juni, så han var meget spændt på at se Keld igen.

Det viste sig, at Keld er en meget fin racegås, en Hvid Italiener. Han er endda udstillingsegnet, og ville efter NJ’s mening kunne opnå 96-97 point. Wow! Nu kræves der så en speciel fodring, og jeg ville aldrig kunne nænne at aflevere Keld til et udstillingsbur, men det er da meget rart at vide.

Keld tog pænt mod sine gæster, selv om han ikke helt virkede til at kunne genkende dem. Men det kunne mærkes, at de var vant til gæs, så Keld færdedes hjemmevant og trygt blandt dem. Nu glæder vi os så til starten af juli, hvor vi skal på udflugt til Kelds fødegård. Niels Jørgen og Grethe har nemlig en prægtig rosenhave, som gerne skulle stå i fuldt flor til den tid.