Jeg synes ikke, at hjemmelavet is er noget særligt. Det plejer at være noget underligt kønsløst noget med klumper og iskrystaller i, som damerne omkring bordet – sikkert for ikke at bringe værten i forlegenhed – roser til skyerne. Mit eget forsøg ud i islavning blev sidste år til to noget mislykkede forsøg – den ene smagløs og hård som sten; den anden smagte ok, men var alt for fedtet og ville ikke fryse ordentligt.

Jeg undersøgte markedet for ismaskiner og blev efter timers research enig med mig selv om, at intet mindre end en italiensk vidundermaskine med kompressor ville kunne gøre det. Sådan en koster fra ca. 4.000 kr. og opefter – meget opefter – og jeg har heller ikke plads til den… så isfremstillingen blev skrinlagt på ubestemt tid.

Moderen havde så medbragt en hjemmelavet blåbæris. Forberedt på at rose den – uden at blive for entusiastisk, så jeg ville blive nødt til at spise for meget af den – tog jeg et overkommeligt stykke. Til min store overraskelse smagte det godt – rigtig meget godt endda – og konsistensen var lækker og cremet. Jeg skulle slet ikke overtales for at lade resten blive stående i min fryser, og jeg blev endda så nærig med isen, at jeg ikke tog den med til kaffeklub.

Jeg fik opskriften, men havde ikke fået forsøgt den selv. I mellemtiden havde jeg været på nettet og finde flere isopskrifter, og en af dem skulle være garanteret krystalfri, fordi der er marengs vendt i.

I dag skulle det så være. Jeg har virkelig svært ved at følge en opskrift uden at eksperimentere lidt, og det kom jeg også til denne gang. Resultatet er lige blevet frosset ned – det blev en blanding af marengsopskriften og blåbæropskriften, med ananas i stedet for blåbær. Hvis det smager bare halvt så godt frosset, som det gør i “rå” tilstand, skal jeg nok lægge opskriften ud.

Her er foreløbig mors blåbæris:

pdf