Ifølge min barndoms version af eventyret om Askepot blev den stakkels pige af sin onde stedmoder sat til at sortere en stor balje bønner og ærter. Planen var, at arbejdet skulle vare så lang tid, at Askepot ikke kunne nå til bal på slottet. Heldigvis blev planen forpurret, idet Askepot fik hjælp til sorteringen af en flok duer.

Nu viser det sig, at Askepot måske lige så vel kunne have fået hjælp af en flok gæs – eller i hvert fald af Keld. Hans foder er en 50/50 blanding af hønsepiller og hvede, men det lader til, at sidstnævnte er yndlingsmaden. Han kan med stor præcision pirke hvedekornene op af skålen, så kun hønsepillerne ligger tilbage. Skulle han ved en fejl få en hønsepille i næbbet, bliver den spyttet ud, hvilket ringen af hønsepiller omkring skålen vidner om.

Hvordan Keld så ville have klaret kjolesyningen i Disney’s udgave… tja, det må jo komme an på en prøve!