Vi har ÆG!

Keld har lagt ÆG!

Hurra, hurra, hurra!

Mandag morgen tidligt, på vej til Odder for at kigge på bil, spotter jeg noget, der ligner en snavset lille bold på terrassen. Men det var ikke en bold, det var et ÆG! Kelds første ÆG!

Nærmere undersøgelser viser, at det drejer sig om hele tre æg – om end ikke tre hele æg: ét totalt fladmast; ét lettere revnet og ét helt perfekt. Og de ligger i en absolut ikke helt færdigbygget rede, som er placeret på den overdækkede terrasse mellem bordet og hækken.

Man kan dog sagtens se, at det er en rede. Det æg, Keld står og kigger på, er det perfekte.

Gæs lægger æg hver anden dag, og da jeg fandt de tre æg den 17., må han have lagt det første den 13. januar – på sin 7 måneders fødselsdag! Jeg har lige fundet æg nr. 4 i dag, den 19., så det ser ud til at holde stik med dateringen.

Jeg piskede ud og fik fat i en balle hø, så Keld kan have lidt bedre råvarer til sin redefabrikation. Han gik fluks i gang – med at lave endnu en rede…:

https://youtube.com/watch?v=ZtMtEbcm_kY%3Fhl%3Dda

Selvfølgelig skulle Leo komme og blande sig, så kameraet hopper lidt ind imellem.

https://youtube.com/watch?v=asAMVKE7Z7Y%3Fhl%3Dda

https://youtube.com/watch?v=NV0rqcSRrHI%3Fhl%3Dda

Her er Keld i gang med at nusse lidt om sine æg:

https://youtube.com/watch?v=uxZOZ02AxFg%3Fhl%3Dda

Hele mandag lå derefter badet i et rosenrødt skær, og at jeg fik købt bil blev lissom lidt en biting. Det blev en Toyota Yaris fra 2004, som har kørt knap 90.000 km. Mit flinke og pålidelige værksted i Risskov sagde god for den, og så var det jo bare at skrive under og gældsætte sig for de næste fem år. Jeg kan hente den på tirsdag kl. 12, men så er den også undervognsbehandlet og har nummerplader og alting.