Har lige været ude for at tjekke gåsen. Han sidder midt i sneen på terrassen, dækket af et fint, hvidt lag puddersne. Kigger op, får øje på mig og kvækker med sin blideste stemme. Han rejser sig ikke, før godbidderne kommer frem – og da kun nødtvungent. Det knaser, da han rejser sig; som om han har været frosset lidt fast, og sneen under ham er da også tøet væk. Men hans næb og fødder er varme, og han skal lokkes med snacks for at komme med ind.
Indenfor får han sig lidt mad og en tår vand. Derefter kommer han hen og napper lidt i mine bukser – det tager jeg som et tegn på, at han gerne vil op og nusses lidt. Og det finder han sig så i – i fem-syv minutter, så vil han ned og lege med perleforhænget. Det er åbenbart også kun sjovt i fem-syv minutter, for han stopper med at kaste rundt med det og står nu og båtter for at komme ud.
Jeg åbner døren til udestuen, og da jeg går hen mod yderdøren, intensiverer han båttene både i frekvens og lydstyrke og styrer begejstret mod døren. Jeg åbner, og Keld drøner lykkeligt ud i den kolde sne igen. Om jeg fatter det…
