Efter sammenlagt timers leg med perleforhænget lykkedes det forleden Keld at gnave en af perlekæderne i stykker. Det måtte jo ske.
Jeg tror egentlig, at han selv blev både forskrækket og ked af det, da det gik op for ham, hvad der var sket. Han kiggede længe på det lille afgnavede stykke, der lå så livløst og forladt på gulvet. En spæd trutten steg op fra hans strube, og han pirkede forsigtigt til stykket. Men der lå det – det skulle aldrig mere lade sig kaste omkring i en smægtende dans med de andre kæder.
