Keld har nu været her i knap to døgn, og der er da sket en væsentlig fremgang allerede. I nat sov han i kattesengen på gulvet – heeelt til klokken halv fem…. hvorefter han kom op i sengen. Her havde han så et lille uheld ved halv syv-tiden – havde fået pillet bleen af, eeuw – men så var der ro frem til halv ti.
Han kan følge mig i huset, hvis jeg går rigtig langsomt, og jeg kan også have ham på gulvet, mens jeg selv sidder på en stol. Ind imellem tror han dog, at han er blevet væk, men så stikker jeg en fod ned til ham, og så er alt godt igen.
I går var han med i Harald Nyborg og i Netto. Han sad i et tørklæde, jeg havde bundet om livet, hvor han lige havde hovedet oppe over kanten. Jeg tror faktisk ikke, der var nogen, der lagde mærke til ham. Alt hvad de så, var en kvinde med en besynderlig sans for mode, som gik og sagde “piv-piv” til sig selv ind imellem.
Da vi kom hjem, fik jeg slået græs, stadig med Keld i tørklædet. Det gik også fint. Og så havde vi sammenskud-grillaften i anledning af Sankt Hans. Keld gik lidt på omgang, og det gjorde Jens og Julies nye baby, Mira, også. Keld gik i krig med beskæring af klematis, men da jeg ikke ved, om det er godt for gåsemaver, røg han op i tørklædet igen.
Han havde også været ovre på kontoret hos vurderingsfolkene. Lidt sjovt at se voksne mænd begejstres over en gås på skødet.