Den opmærksomme læser vil huske, at jeg sidste år fandt spor efter bladskærerbier i min blærenød. I år har jeg fundet biernes tilholdssted. De har slået sig ned i en lille krukke med husløg i blåbærbedet.
Den grønlige ærtestore prik cirka midt i husløgene er en bi, der er på vej ned med pollen på bagkroppen.
Der er vist en hel lille koloni af dem; der er i hvert fald mange huller mellem husløgene.

Jeg satte mig på lur med kameraet, og det lykkedes at fange nogle af bierne. De er nogle kvikke bette dævle, men heldigvis var der et par af dem, der satte sig i nærheden, inden de tog helt hjem.
Jeg fik dem også dokumenteret på vej ned i “hulen”.
Til slut lidt film. Beklager billedkvaliteten; jeg tror, jeg snart skal have anskaffet et rigtigt videokamera.

Jeg fik også set, hvordan de skærer blade. Det går gonnok tjept!